"Sådan!" lyste det på den store videovæg foran Flensborgs universitetshal og på de utallige T-shirts, der blev delt ud. En sætning sagde alt om den lettelse, der faldt fra SG Flensburg-Handewitt. Med deres 41:32-sejr over HSG Nordhorn fjernede de den sidste teoretiske tvivl om deres første tyske mesterskab i suveræn stil. 6.000 jublede i hallen den 16. maj, lige så mange foran "håndboldtemplet", hvor den "historiske handling" blev transmitteret på en storskærm. 2004 - det var nordlysets år. Ud over toppen af Bundesligaen rejste DHB Pokalen også til den danske grænse. I Champions League opnåede de en mere end respektabel andenplads.
Flensborg - en håndboldhøjborg? Ja, det er det. Men ikke kun i dag, men i 80 år. Allerede i 1924 nåede Flensburger Turnerschaft, nærmest en forfader til det nuværende SG, frem til en semifinale på nationalt plan. På det tidspunkt var det dog stadig i markhåndbold.
En fusion i 1935 stimulerede den lokale håndboldscene yderligere. Gymnastikforeningen og mændenes gymnastikforening fusionerede og dannede Flensburger Turnerbund. Forkortet FTB - tre bogstaver, der står for en masse håndboldnostalgi.
Frøet blev sået efter krigens afslutning. I 1946 og 1947 gik Flensborg-holdet kun lige akkurat glip af mesterskabet i den britiske besættelseszone. Op til 5.000 tilskuere overværede FTB's hjemmekampe, som også havde to nationalt kendte håndboldspillere i Siegfried Perrey og Bernd Kuchenbecker.
Efterhånden sluttede indendørs håndbold sig til baneversionen. Det første uofficielle mesterskab blev afholdt i februar 1949. Otte hold fra Berlin, Nord-, Vest- og Sydtyskland deltog i en interzonal turnering i Münsterlandhalle. Blandt dem var FTB, som kun tabte til RSV Mülheim med 6:9 i finalen. Indtil videre fortsatte Flensborg-holdet dog med at fejre sportslig succes på banen, selv om en strid om en "udbudt" fortjeneste førte til, at Oberliga-spillerne forlod klubben. På trods af konkurrence fra lokalrivaler som Flensburg 08 og VfL Flensburg forblev FTB ikke kun i den bedste række, men forsvarede også sit overherredømme på fjorden.
Sammen med lokalrivalerne Stern, Flensburg 08 og TSV Vorwärts befandt FTB sig i "anden division", Oberligaen. Det skulle ændre sig; det erklærede mål var oprykning til Bundesligaen. I 1968 kvalificerede mændene under træner Ernst Krüger, en sportslektor, sig for første gang til oprykningsrunden, men rykkede i det mindste op i den nyoprettede Regionalliga, da det ikke lykkedes. Et år senere kom Flensburg 08 til og angreb med træner Wilfried Tetens, der var OL-dommer i 1976, og Peter Pickel, der senere spillede i Bundesligaen i Nettelstedt. Efter adskillige dobbeltarrangementer i den regionale liga i Idraetshalle, som kunne rumme 1.300 tilskuere, var vinderen FTB.
Stillingen var 1:1 mellem Flensburg og Münster 08, og en afgørende kamp i Alsterdorf-sporthallen i Hamborg skulle afgøre, hvem der skulle rykke op i Bundesliga Nord. Ikke færre end 1.300 nordjyder valfartede til Elben. Kampene blev overvældet af støtten, og holdkaptajn Sönke Voß var begejstret: "Flensborgere, I er en styrke, man skal regne med!" Det lykkedes FTB at vinde 14:13, og Flensborg var i ekstase. Men euforien som følge af oprykningen fordampede hurtigt. En sejr over Bad Schwartau og en uafgjort mod Hamburger SV var de eneste succeser. Nedrykning! Som TSB Flensburg - FTB fusionerede med TSV Vorwärts - planlagde klubben endnu en tur i Eliteligaen.
Den 17. juni 1974 dannede bestyrelsesmedlemmerne Manfred Werner, Peter Holpert (begge fra Weiche), Günter Ahlers og Horst Andresen (begge fra Handewitt) en af de første nationale håndboldforeninger nogensinde: SG Weiche-Handewitt.
Indtil videre var der dog et livligt håndboldliv i udkanten af byen og i det omkringliggende område. ETSV Weiche rykkede op i Oberligaen i 1969 og fik mere og mere status som "andenviolin". "Jernbanemændene" havde kun ét problem. De havde ikke et passende spillested. I denne situation viste Handewitter SV fra den vestlige udkant af Flensborg sig at være en passende partner. Den nuværende Wikinghalle blev bygget der i 1975.
Allerede i februar 1976 tog TSB Flensburg springet op i regionalligaen. Et opgør 30 kilometer mod syd med det daværende regionalligahold Schleswig 06 bragte et frisk pust til den unge klub. Henning Lorenzen tog over som træner og fra 1978 også som SG-manager. I hans kølvand forstærkede adskillige spillere håndboldholdet fra Flensborgs udkant. Heriblandt målmand Peter Rickertsen, der senere som træner altid forstod at forme konkurrencedygtige hold ud af formodede underdogs. Eller Jan Glöe, en ranglet, men kraftfuld skytte i bagkæden. Eller Holger Thiesen, en snu venstrehåndsspiller, der også brillerede som playmaker. De første søjler i et fremtidigt Bundesliga-hold var på plads. Den første respektable succes kom i sæsonen 1976/77. Et nydannet hold opnåede tredjepladsen i den regionale liga i første forsøg - foran TSB. I 1978 kæmpede SG sig endda frem til semifinalen i DHB-pokalen. Det var kun mod det hæderkronede VfL Gummersbach, at de led et ufortjent nederlag på 13:16. "Det var sæsonens sværeste hjemmekamp," indrømmer håndboldlegenden Joachim Deckarm.
Flensburgs rivaler fra TSB slog dog tilbage igen. Efter det nordtyske mesterskab endte nedrykningen mod Reinickendorfer Füchse den 9. juni 1979 med oprykning til Bundesligaen. Denne gang skulle turen til den bedste håndboldrække ikke ende med et etårigt intermezzo. Budgettet steg til imponerende 290.000 mark, blandt andet fordi det erotiske firma "Beate Uhse" blev mobiliseret som trøjesponsor. Holdet, der havde egne spillere som Wilfried Desler, Boy Boysen og Hans Joachim Krüger, blev forstærket med finnen Ari Halme og Dirk Sommerfeld. Trutz Kob og Dieter Naujeck, som dannede et trænerteam, måtte dog snart indse, at alle disse anstrengelser ikke var nok. "Beates drenge" led det ene nederlag efter det andet. Til sidst rykkede flensborgerne ned med kun ti point.
Derefter var det SG Weiche-Handewitt, der dominerede håndboldscenen ved den danske grænse. I 1981 vandt den nye magt overraskende det regionale ligamesterskab. Det var et spørgsmål om oprykning mod de økonomisk stærke Reinickendorfer Füchse. Den berlinske presse hånede "kanonføde" og "håndboldspillere efter arbejde". SG-direktør Holger Thiesen svarede: "Ingen ræv er nogensinde kommet levende gennem Handewitter Forst." Det lykkedes for berlinerne med en meget lille margin. Efter første og anden halvleg havde de et mål mere på kontoen.
SG Weiche-Handewitt gav dog ikke op. Efter tre år i den nyoprettede 2. Bundesliga betød en sejr på 33:19 i det sidste derby mod TSB, at holdet var på vej mod toppen. Nedrykning! Efter at den første kamp var endt med et magert 19:17, kom SG's "store øjeblik" den 19. maj 1984 i Griesheim: Med en 30:26-sejr rykkede "landsbyklubben" ind i tysk håndbolds rampelys.
Bundesligaen smilede først til den nytilkomne som et eksotisk tilbehør. De gjorde gengæld. Myten om "Helvede Nord" vågnede. Begejstringen var enorm i Handewitt og omegn. Omkring 1500 håndboldfans overværede deres SG's hjemmekampe. De oplevede en sensationel sæson. Det "potentielle nedrykkerhold", som allerede var "erklæret dødt", rullede op ad banen bagfra og opgav næsten det, de troede var en sikker nedrykning, på den sidste spilledag med en 20:25-sejr mod rivalerne fra Lemgo. Men Bergkamen spillede kun uafgjort mod "rævene". SG forblev i Bundesligaen - og kapaciteten i sportscentret blev øget til 2.000 tilskuere.
"De navnløses hold" blev langsomt forfrisket af udenlandske kampe. Milomir Mijatovic var den første stjerne i 1985. Han blev i slutningen af 80'erne efterfulgt af Rainer Cordes, Jörg-Uwe Lütt og Michael Menzel, de første tyske landsholdsspillere. SG reparerede straks en nedrykning efter den tredje sæson. I 1989 opnåede holdet sin bedste placering nogensinde med en sjetteplads. Et år senere kom den store "Katzenjammer": Fire trænere havde forsøgt sig, men i sidste ende rykkede "Nordlichter" ned for anden gang i 1990.
Parallelt med denne udvikling blev det mere og mere tydeligt, at SG Weiche-Handewitt havde nået "sine økonomiske grænser". Behovet for penge voksede støt, men Flensborgs erhvervsliv udviste tilbageholdenhed. Af en enkelt grund: Bynavnet manglede i klubbens navn. Efter år med forslag blev løsningen endelig fundet i marts 1990. SG Flensburg-Handewitt blev stiftet for at "forene kræfterne i det nordlige distrikt". Den nye TSB-formand Frerich Eilts og Manfred Werner, leder af den gamle og nye konstruktion, var de drivende kræfter bag "Super-SG". Mens ETSV Weiche trak sig ud, indgik Handewitter SV et nyt ægteskab med TSB Flensburg, som i mellemtiden var rykket ned i 3. division.
Miljøet blev mere og mere professionelt. Nye økonomiske aktører blev involveret i håndbolden i fjordbyen, budgettet voksede, og Flensburg Fördehalle (3500 tilskuere) erstattede Wikinghalle (2000 pladser). I 1995 blev grundlaget lagt for "Bundesliga GmbH & Co. KG" for at frigøre moderklubberne fra ansvar. Manfred Werner og Dierk Schmäschke blev udnævnt til administrerende direktører. Holdet modnedes med spillere som Holger Schneider, Jan Eiberg Jörgensen, Matthias Hahn, Jan Fegter, Lars Christiansen, Christian Hjermind og Roger Kjendalen. SG har været en integreret del af internationale konkurrencer siden 1995. Det første vicemesterskab fulgte i 1996, det andet i 1997.
"Når man vinder en titel, skriver man historie," sagde træner Anders Dahl-Nielsen den 19. april 1997. EHF Cuppen gik til Flensborg Fjord, den danske modstander Virum Sorgenfri var ikke andet end en sparringspartner i 30:17 sejren. Erik Veje Rasmussen, der prøvede lykken på trænerbænken fra sommeren 1998, satte yderligere skub i tingene. Han havde dog ikke heldet med sig i Bundesligaen. I 1999 ødelagde THW Kiel titeldrømmene, og i 2001 tabte SG "finalen" i Magdeburg. Og i 2000? Nok det mest "tragiske" resultat: 16 mål blev brændt i mesterskabet, i EHF Cuppen vandt Metkovic Jambo kun på grund af et mål mere scoret på udebane, og i pokalturneringen havde THW Kiel det længste åndedrag i den forlængede spilletid. Tre andenpladser på bare et par uger - de "evige andenpladser" var byens samtaleemne.
I begyndelsen fejrede SG "kun" store succeser internationalt. City Cup i 1999 og endda Cup Winners' Cup i 2001. Efter to dramatiske finaler mod Ademar Leon reddede Jan Holpert det afgørende syvmeter-straffespark kort før tid. Dejlige øjeblikke, men ved den danske grænse voksede drømmen om Bundesliga-tronen. Andrej Klimovets, Christian Berge, Lars Krogh Jeppesen, Joachim Boldsen, Sören Stryger og Marcin Lijewski berigede gradvist SG's præstationsniveau, den nye campushal med plads til 6.000 tilskuere forbedrede indtægtssituationen, og et kontor styrkede strukturerne.
I sommeren 2002 blev aktionærerne Frerich Eilts og Helmut Ermer tvunget til at træffe en vidtrækkende beslutning. De udnævnte Thorsten Storm, som tidligere havde arbejdet med marketing hos THW Kiel, til ny administrerende direktør. Til gengæld trak Manfred Werner sig tilbage fra den "daglige forretning". "Jeg vil være nummer et i de næste tre år", sagde Thorsten Storm. Den allerførste sæson viste sig at være en succes. I Bundesligaen blev SG først nummer to efter "århundredets mester" Lemgo, inden de kunne fejre deres første nationale titel den 13. april 2003. I Hamborg scorede Lars Christiansen på et kontraangreb til 31:30 mod Essen. SG Flensburg-Handewitt blev vindere af DHB-pokalen. På trods af jublen foregik der meget bag kulisserne. Den anden direktør Dierk Schmäschke sagde op, den afgående træner Erik Veje Rasmussen gav Thorsten Storm en "brandtale", og anfører Jan Fegter blev sat på sidelinjen efter otte år.
Den "nye mand", Thorsten Storm, blev stærkt kritiseret. Men sæsonen 2003/2004 viste, at den vej, han havde valgt, var den rigtige. Den svenske træner Kent-Harry Andersson formede holdet til et "kollektiv", der endda kompenserede for et 19:30-nederlag på hjemmebane mod Magdeburg. Nyindkøbet Johnny Jensen blev integreret uden problemer. SG satte kursen mod mesterskabet allerede i november - med en sejr i Ostseehalle i Kiel. Også i pokalturneringen og Champions League gik alt efter planen. "Dansen til tre bryllupper" endte kun med lidt desillusion på den internationale scene. Slovenerne fra Celje havde de største styrkereserver i finalen. På den anden side var der en dobbelt triumf på nationalt plan. "Doublen" forviste endelig de "evige toere" til håndboldhistoriens rige.
Kent-Harry Andersson drømte i mellemtiden om de næste mål. At forsvare mesterskabet og vinde Champions League for første gang. Men et frikastmål i sidste sekund ødelagde hans håb i den bedste række. Efter en 22:36-nedtur i Montpellier kæmpede SG for et mirakel og vandt "kun" 32:19 til sidst. I Bundesligaen klarede SG sig glimrende og sluttede sæsonen med kun otte point, selv om Christian Berges kræftsygdom havde fyldt meget i tankerne siden oktober 2004. Det var ikke helt nok til at forsvare titlen, da THW Kiel havde en endnu mere effektiv serie. I stedet besejrede SG "Zebraerne" 33:31 i Final Four, og pokalhattricket var perfekt! "Denne pokal er dedikeret til Christian Berge," sagde SG-kaptajn Sören Stryger efter sejren den 17. april 2005.
I sæsonen 2005/2006 måtte SG's fans endnu en gang undvære en stor sejrsfest efter lang tid. Det var uheld i kampene! SG røg ud af DHB Pokalen i slutningen af september. Lodtrækningen havde givet nordboerne Ostseehalle af alle steder, hvor de først tabte efter forlænget spilletid. THW Kiel løb også i stigende grad med Bundesligaen. Koncentrerede skadesproblemer - nogle gange i kredsen, andre gange blandt venstrehåndsspillerne - gjorde det svært for Kent-Harry Andersson. Kort før jul sluttede en utrolig hjemmebaneserie på 39 sejre - mod Gummersbach - efter 27 måneder. Alligevel var kvalifikationen til Champions League som nummer to ikke i fare. Og SG repræsenterede endda Bundesligaens farver i semifinalen i Premier League. De senere mestre BM Ciudad Real var dog for hård en modstander. SG-manager Thorsten Storm så fremad med kampgejst: "Vi skal fortsætte med at forbedre vores trup, arbejde med os selv og investere flere penge."
Men 2006/2007-serien begyndte også med tilbageslag. Træner Kent-Harry Andersson måtte opereres i det indre øre og var ude af spillet indtil jul. Islændingen Viggo Sigurdsson blev fundet som midlertidig træner. Et lykketræf i denne situation. Under hans ledelse dansede SG til alle tre bryllupper frem til VM-pausen. Pausen gjorde dog ikke noget godt for SG, da skadesproblemerne tårnede sig op. Nyindkøbet Frank von Behren fik et overrevet korsbånd, Sören Stryger havde et "epidemisk år", og Blazenko Lackovic kæmpede med knæproblemer, for bare at nævne toppen af isbjerget. SG faldt bagud i Bundesligaen, men fastholdt tredjepladsen, som sikrede kvalifikation til Champions League endnu en gang. Final Four endte i semifinalen. 33:34 mod THW Kiel, et "Wembley-mål" stoppede et hurtigt comeback. Ikke desto mindre nåede SG finalen i Premier League for anden gang. Modstander: THW. En slesvig-holstensk duel på højeste niveau! Kiel beholdt kun lige akkurat overtaget med 28:28 og 27:29. I mellemtiden forberedte SG sig på fremtiden. Efter sportsdirektør Anders Dahl-Nielsen kom Fynn Holpert til SG som administrerende direktør. Lige i tide til afslutningen på hans bror Jans karriere. Fynn Holpert skrev under på en femårig kontrakt. "Det er et klart tegn fra SG og fra mig," sagde den nye underskrift.
SG var dog ikke i høj kurs hos bookmakerne. Målmandslegenden Jan Holpert havde indstillet sin karriere, angrebsmotoren Joachim Boldsen vendte tilbage til Danmark, og alvorlige knæproblemer satte den mangeårige anfører Sören Stryger ud af spillet. Der blev kaldt på andre spillere. SG havde et stort ord at skulle have sagt i Bundesligaen, hvor holdet i slutningen af april sluttede kun ét point efter de senere mestre fra THW Kiel. Andenpladsen i mesterskabet var et ægte udråbstegn. Sportsdirektør Anders Dahl-Nielsen var helt enig i det sportslige niveau: "Bundesligaen er den stærkeste liga i verden, og vi har kun 14 minuspoint." For at opnå endnu mere manglede der måske den nødvendige ro til udelukkende at koncentrere sig om de sportslige mål. "Otte spillerkontrakter udløb, og så købte HSV Marcin Lijewski og Blazenko Lackovic væk fra os," klagede Fynn Holpert. "Det gør dig modtagelig for indblanding udefra."
Serien 2008/9 begyndte lovende: Indtil november var nordlyset den sidste modstander, der kunne indhente THW Kiel. Derefter fulgte tilbageslagene som et transportbånd. Ofte i form af ekstremt smalle nederlag. Den 20. december 2008 skabte det klareste derby-nederlag på hjemmebane nogensinde et chok i "Helvede Nord". 29:37 mod THW Kiel - den aften stod det klart, at den tidligere assistenttræner Per Carlén ville tage over efter Kent-Harry Andersson. Ljubomir Vranjes blev hans assistent, men modtog snart "opkaldet" til team manager. Hans forgænger Anders Dahl-Nielsen var tidligere gået over til en konsulentrolle. Det slap også ud, at administrerende direktør Fynn Holpert ville træde tilbage ved udgangen af sæsonen.
Erkendelsen fulgte i foråret: Nye koste fejer godt. SG var røget ned på ottendepladsen - den dårligste placering siden 1993 - da Per Carléns og Ljubomir Vranjes' arbejde begyndte at bære frugt. Det udløste en Flensburg-entusiasme, der førte til en femteplads. Kvalifikationen til EHF Cuppen var dermed sikret. Den unge svenske venstrehåndsspiller Oscar Carlén viste sig at være sæsonens opdagelse. Han og hans holdkammerater leverede deres bedste præstation den 3. april 2009, da de vandt 31:29 i Hamborg, men var ekstremt uheldige med at ryge ud i kvartfinalen i Champions League. Bagefter så Per Carlén optimistisk på fremtiden: "Vi har været igennem en periode med omvæltninger. Jeg ved, at mit hold vil være stærkere i næste sæson, end det er nu. Andre topklubber har stadig overgangen foran sig."
Men det så ikke så godt ud efter sommerferien. Den nye administrerende direktør Holger Kaiser måtte stramme tommeskruerne med sin første officielle handling på grund af en økonomisk flaskehals: Han gennemtrumfede lønnedgang for kampene. Resultatet var, at der i månedsvis gik rygter om, at flere nøglespillere var på vej væk. SG var i fare for at synke ned i midten af tabellen, da det efter elleve spilledage allerede havde samlet otte minuspoint. Men den kritiske situation svejsede holdet sammen. "Jeg har været træner i lang tid, men jeg har aldrig haft en så sammentømret trup", undrer Per Carlén sig. "Det bliver vores trumfkort." Det var første gang, holdet havde haft succes i slutningen af november 2009 med en overraskende 30:26-sejr over det højere rangerede Rhein-Neckar Löwen. En succes, der frigjorde ekstra energi og udløste en sejrsstime. SG klatrede op på tredjepladsen for første gang ved juletid.
Det første år uden håndboldlegenden begyndte med en foruroligende brand. Medierne i Hamborg rapporterede, at Per og Oscar Carlén ville flytte til HSV i sommeren 2011. Det afviste seniorerne. Rygterne fortsatte og blev i stigende grad bekræftet. Da SG ikke levede op til de sportslige forventninger - blandt andet på grund af to uventede hjemmebanenederlag mod Magdeburg og Berlin - suspenderede klubledelsen i november sin træner Per Carlén. Han blev afløst af den tidligere holdleder Ljubomir Vranjes. Den 37-årige startede med en spektakulær 32:31-sejr mod Rhein-Neckar Löwen. Den yngste træner i Bundesligaen fik hurtigt ros for sin taktiske ekspertise, men han var ikke i stand til at forhindre, at holdet gled ned på sjettepladsen i verdens stærkeste liga. Usædvanligt uheld med skader forhindrede et bedre resultat.
Ikke desto mindre gik SG videre til kvartfinalen i Champions League, hvor de led det største nederlag på hjemmebane i klubbens historie med et 24:38-nederlag til Ciudad Real, men i det mindste forlod de turneringen med en udesejr i Spanien. Det gik endnu bedre i DHB Pokalen. SG kvalificerede sig til Final Four for første gang siden 2007 ved at slå favoritterne Rhein-Neckar Löwen 22:20 i semifinalen. I finalen var THW Kiel dog en størrelse for stor. "Vi er skuffede over, at vi ikke gik videre," siger venstre fløj og Bundesliga-topscorer Anders Eggert. "Men vi kan også være stolte af, at vi nåede tilbage til finalen efter så lang en pause."
25. maj 2012 markerede et blændende kapitel i klubbens historie. Klokken 20.33 præcis modtog SG-anfører Tobias Karlsson den europæiske pokalvinderpokal. Titlen kronede en serie, hvor den nordligste bundesligaklub vendte tilbage til toppen af national og international håndbold. "Det her går ned, vi fejrer hele natten," sang spillerne. Europacuppen bragte glamour til sæsonen, mens præstationerne i Bundesligaen efterlod eksperterne forbløffede. Sjette år i træk kørte SG i overhalingsbanen. Uanset om det var Rhein-Neckar Löwen, HSV Hamburg eller Füchse Berlin - de oplevede alle deres "skærsild" i "Helvede Nord". Med sin rekord kom SG tæt på sine bedste tider, da ti minuspoint var nok til at vinde mesterskabet i 2004. Afstanden til branchens førende hold THW Kiel blev også mindre: Sæsonåbneren var et hårdt 21:35-nederlag til de regionale rivaler, mens pokalfinalen var spændende helt frem til slutfasen.
Mens "Zebraerne" oplevede, at en række mangeårige nøglespillere forlod holdet, forblev SG-truppen stort set uændret. Dette faktum gav anledning til store forhåbninger uden nogen konkret snak om titler i optakten til sæsonen. "Hvis alt fungerer, og vi ikke er så uheldige at få skader, er alt muligt," siger Ljubomir Vranjes. "Men det er ikke anderledes for andre hold." Den 20. august 2013 landede Super Cuppen i det høje nord efter en 29:26-sejr over THW Kiel. Det var selvfølgelig ikke et trofæ af stor betydning. SG etablerede sig i toppen af DKB Handball Bundesliga, men manglede kontinuiteten til at tage springet til toppen. Især venstre back viste sig at være en akilleshæl: Lars Kaufmann var fraværende i hele sæsonen, og nyindkøbet Drasko Nenadic, som var kommet godt fra start, blev skadet i februar. Det betød, at angrebsmotoren Thomas Mogensen og den unge Jim Gottfridsson, som i øvrigt var sæsonens opdagelse, skulle spille på to midtbanepositioner. Det satte sine spor.
Ved Final Four i Hamborg leverede holdet i første omgang et mesterstykke mod Rhein-Neckar Löwen. Finalen mod Füchse Berlin var dog smertefuld. SG havde alle trumferne i starten, men mistede så rytmen og måtte til sidst kæmpe med irriterende dommerkendelser. DHB-pokalen forsvandt til Spree. Da ingen tænkte på en medrivende happy ending, tog VELUX EHF Champions League en mirakuløs drejning. Mod Vardar Skopje reddede Anders Eggert deres første deltagelse i VELUX EHF FINAL 4 i Köln med et omsat syvmeter-straffe i de sidste sekunder. Her scorede SG seks mål i de sidste otte minutter mod favoritterne FC Barcelona, nåede frem til forlænget spilletid og sejrede til sidst i syvmeterskonkurrencen. Dagen efter, den 1. juni 2014, havde SG også kræfter nok til at vende skuden mod THW Kiel efter at have været bagud med seks mål igen og vinde 30:28. "Miraklet i Köln" var perfekt: SG blev hyldet som det bedste hold i Europa. Dagen efter fejrede mestrene "Flensation" med 5.000 fans på Südermarkt. "Det var den bedst tænkelige afskedsgave fra dette fantastiske hold," strålede Michael Knudsen, som vendte tilbage til Danmark efter ni år i SG-trøjen.
Den kommende sæson var præget af en enorm mængde uheld med skader, som antog næsten groteske proportioner i dele af anden halvdel af sæsonen. Nye dårlige nyheder nåede SG-klanen næsten hver time. Medtræner Maik Machulla måtte igen træde til som direktør på grund af mangel på arbejdskraft. I betragtning af denne elendighed kom det ikke som nogen overraskelse, at de sportslige tilbageslag blev hyppigere. Afstanden til topklubberne voksede konstant, og tredjepladsen i DKB Handball Bundesliga blev set som en succes under disse omstændigheder. Den usædvanlige trupsituation udfordrede gentagne gange Ljubomir Vranjes' tilsyneladende uudtømmelige kreativitet. Ved REWE Final Four i Hamborg søgte SG sin redning i et ekstremt offensivt forsvar, som til tider bevægede sig ud til lige uden for midterlinjen. Modstanderne blev taget på sengen. I semifinalen scorede Jim Gottfridsson sejrsmålet mod Rhein-Neckar Löwen i sidste sekund. Dramaet i finalen mod Magdeburg var uden sidestykke. Forlænget spilletid - og så syvmeter-straffespark. Hampus Wanne var den sidste til at træde frem og kastede SG ind i lykken. Flensborg og omegn fejrede DHB Pokalen 2015.
I 2015/16-serien tog SG ved lære af uheldet med skader: Truppen blev styrket. Med Rasmus Lauge, Kentin Mahé, Henrik Toft Hansen og hjemvendte Petar Djordjic foretog klubben fire indkøb på transfermarkedet. Da Anders Zachariassen rev sit korsbånd over i efteråret, blev Kresimir Kozina hentet ind. Da titlerne blev uddelt i foråret, manglede nordlyset det nødvendige held. I DKB Handball Bundesliga manglede de kun ét point i at vinde mesterskabet, i DHB Pokalfinalen var deres "batteri" tomt efter et par hårde uger, og i VELUX EHF Champions League klagede SG over at være blevet nægtet et syvmeter-straffe i kvartfinalen, som ville have bragt dem til Köln i stedet for de senere vindere Kielce. Alligevel var Ljubomir Vranjes ikke utilfreds. "Siden jeg blev træner, har holdet aldrig været så stærkt, som det er nu," forklarede den 42-årige.
SG fik en drømmestart på sæsonen 2016/2017 med 18:0 point og blev efterårsmestre i december. Det eneste nederlag kom i Kiel, hvilket var lidt uheldigt. Anders Eggert brændte et syvmeter-straffespark ved slutfløjtet. Alligevel virkede mesterskabet for mange som en formalitet, især fordi backen Rasmus Lauge var vendt tilbage efter en lang skadespause. Holdet har også en komfortzone. Men en personalemeddelelse brød ind i den angiveligt rolige VM-pause: Ljubomir Vranjes besluttede sig for en for tidlig transfer til Telekom Veszprém. Tilbageslagene hobede sig op. Tobias Karlsson fik en seneskade i låret i februar, hvilket betød, at 6-0-forsvaret måtte omorganiseres i flere uger. Efter semifinalen i REWE Final Four gled målmændene ind i en usædvanlig nedtur. DHB Pokalen og VELUX EHF Champions League betød afslutningen på to titelchancer i april. I Berlin opgav SG sine fordele og mistede to vigtige Bundesliga-point. Med 21:23-nederlaget på hjemmebane mod Rhein-Neckar Löwen kørte mesterskabstoget endelig af sted. Tilbage var en følelsesladet afslutning på sæsonen: Ljubomir Vranjes og Anders Eggert, som havde været en del af SG-familien siden 2006, fik en passende afsked.
Der var spørgsmålstegn før 2017/18-sæsonen. Den tidligere assistenttræner Maik Machulla overtog ansvaret på bænken. Var han i stand til at løfte opgaven? "Vi vil gerne have en plads i VELUX EHF Champions League igen, hvilket bliver en hårdere opgave end sidste gang på grund af konkurrencen," sagde den nye cheftræner. Den forestående omvæltning skabte yderligere usikkerhed. Allerede i sommer stod det klart, at Thomas Mogensen, Mattias Andersson, Kevin Møller og Kentin Mahé ville forlade klubben. Efter et par måneder kom også veteranen Jacob Heinl og Henrik Toft Hansen til. Skeptikerne følte sig hurtigt bekræftet. SG manglede konsekvens og kæmpede gentagne gange med at udnytte chancerne. Ved juletid havde de allerede samlet ti minuspoint og var i fare for at ende på fjerde- eller femtepladsen. SG blev slået ud af DHB Pokalen på et tidligt tidspunkt, og deres drømme om at spille i Europas bedste række blev knust med et bittert 17:29-nederlag i Montpellier.
På det tidspunkt var DKB Handball Bundesliga for længst begyndt at indhente os, begunstiget af en stort set intakt trup. Der var aldrig mere end en eller to spillere skadet - og næsten aldrig nogen fra førsteholdet. Bortset fra Magdeburg gled SG aldrig ud igen, mens Rhein-Neckar Löwen pludselig blev svækket og opgav et komfortabelt forspring på fire point inden for tre kampe. Holdet fra nord kravlede op i toppen af tabellen, men satte fra da af deres fans på den anden ende med nervøs "buldrende håndbold". 24:23 mod Minden, 27:24 mod nedrykkerne fra Lübbecke og endelig 22:21 mod Göppingen, som var stærkt undertippet. Men det var nok. Alle dæmninger brast - SG var på toppen. "Det var så meget mere end bare håndbold, det hele sad i hovedet," indrømmede Thomas Mogensen, som sagde farvel med mesterskabspokalen.
I lang tid blev projektet "titelforsvar" ikke kommunikeret offensivt - omvæltningen virkede for stor. Seks spillere havde forladt holdet, og seks nye signings skulle integreres. I målet skulle der f.eks. for første gang nogensinde sættes et helt nyt hold: Benjamin Buric og Torbjørn Bergerud. SG's udvikling blev fremskyndet af forbedringer i grundstammen: Venstrehåndsspilleren Magnus Rød kan ses som den store klatrer, mens bagspilleren Rasmus Lauge endda blev tildelt den officielle titel "Sæsonens spiller".
Efter en ujævn forberedelse kom holdet godt fra start. Selvtilliden voksede. Rekorderne væltede: Den rene tavle varede hele første halvdel af sæsonen og blev først plettet i slutningen af marts med et nederlag i Magdeburg. SG blev kun den fjerde klub i Bundesligaens 53-årige historie, der forblev ubesejret i mere end et år. Med 64:4 point har de nu den bedste rekord i klubbens historie og den tredjebedste høst i ligahistorien.
Den 9. juni 2019 sikrede SG sig mesterskabet med en 27:24-sejr over Bergischer HC. Selv den succesrige træner Maik Machulla var forbløffet: "Det er næsten utroligt, at vi har nået det store mål to år i træk - vi havde to ret forskellige hold." Omkring 2000 fans var til stede i Düsseldorf, mange rejste med særtog. De næste 24 timer blev brugt på at fejre i Deutsches Haus og på Südermarkt. En fænomenal finale for kaptajn Tobias Karlsson, som sluttede sin karriere.
Uden deres mangeårige anfører og Rasmus Lauge skulle SG danne et nyt hierarki. Denne proces så ud til at være godt i gang, da nordlyset løftede Pixum Super Cup den 21. august 2019 - efter en dramatisk syvmeterskonkurrence mod THW Kiel. Det gik dog ikke helt så hurtigt, især da uheldet med skader tog til. Simon Hald blev ramt af det værste: et overrevet korsbånd. SG-legenden Jacob Heinl vendte tilbage i hans sted. På hjemmebane forsvarede SG sin uberørte hvide Bundesliga-vest, der nu var mere end to år gammel, men måtte overvinde en række tilbageslag på udebane. Det største slag kom lige før jul: SG led et nederlag i Ludwigshafen, men kom tilbage med et kup hos Rhein-Neckar Löwen. I begyndelsen af marts nåede holdet frem til ottendedelsfinalen i VELUX EHF Champions League og var kun to point efter THW Kiel i LIQUI MOLY HBL. Så blev sæsonen afbrudt og til sidst aflyst. Efter en beslutning ved det grønne bord forlod mesterskabstrofæet Flensborg. Holger Glandorf måtte afslutte sin karriere via livestream.
Spillet blev genoptaget i midten af september 2020. Men det var alt andet end normalt. I første omgang fik kun op til 1.000 tilskuere lov til at komme ind, og fra november, da coronapandemien igen tog til, var det en spøgelsesagtig kulisse, der dominerede. SG fortsatte med at spille - i en boble med mange tests. Mange skader forstyrrede. Nyindkøbene Lasse Møller, Franz Semper og Jacob Heinl var de værst ramte. Alligevel havde SG succes på udebane og var tæt på at blive tyske mestre. Langdistanceduellen med THW Kiel faldt næsten flere gange ud til fordel for Maik Machullas hold. Til sidst manglede der kun et mål. Alt i alt var det en stærk sæson, hvor flere spillere leverede præstationer over gennemsnittet. Johannes Golla fortsatte sin forbløffende udvikling efter at have brækket sin metatarsal. Mads Mensah tog et stort ansvar i sin første sæson. På venstrefløjen opnåede Hampus Wanne et fænomenalt niveau, mens anfører Lasse Svan på højrefløjen beviste, at han endnu ikke var en gammel rotte, selv om han havde spillet over 600 turneringskampe. Sidst, men ikke mindst: Jim Gottfridssson blev af mange anset for at være den bedste håndboldspiller i en "mærkelig sæson" og blev kåret til MVP i LIQUI MOLY HBL.
SG var plaget af en enorm skadekrise i sæsonen 2021/22. Med undtagelse af backen Mads Mensah og centerspilleren Johannes Golla fik alle spillere mindst én skade eller gik glip af flere kampe på grund af en coronavirusinfektion. "Nogle gange kom du ned til morgenmad, og så hørte du om den næste," sagde træner Maik Machulla, som var nødt til at improvisere meget med sit hold. Det var kun nok til 50:18 point og en fjerdeplads. De gik glip af EHF Champions League for første gang siden 2011. Denne gang viste FC Barcelona sig at være for stor en forhindring i kvartfinalen i den europæiske topklasse.
August 2022 bød på en mindeværdig galla. Holger Glandorf, nu den nye SG-direktør, og Lasse Svan blev sagt farvel sammen og ophøjet til legendarisk status. Klubben og fansene længtes efter en titel. Ingen utopi i betragtning af truppens sammensætning og det aftagende uheld med skader. Der var dog uventede nederlag i Lemgo, Gummersbach og Ystad i efteråret. En 36:23-scoring mod Kiel forbedrede stemningen. Fra december og frem så alt ud til at køre på skinner. I alt 21 ubesejrede kampe på tværs af alle turneringer sørgede for brede skuldre. Men april 2023 havde en "sort" karakter. Alle chancer for at vinde titlen forsvandt inden for otte dage. En ny start var det magiske ord for den nye træner Nicolej Krickau og den tilbagevendte Ljubomir Vranjes som sportsdirektør.
26. maj 2024 er endnu en historisk dato i klubbens historie: EHF European League-trofæet er nummer 16 i titelsamlingen. Det var et sandt maraton af festligheder. Banen i Hamburg Arena, omklædningsrummet og selv holdbussen havde allerede sat scenen for en fest, da festlighederne fortsatte til langt ud på natten i Campushalle. "Denne sæson har haft sine op- og nedture," sagde målmand Kevin Møller. "Men nu har vi endelig en titel, og vi vil bare nyde aftenen." Nicolej Krickau som ny træner og fem nye signings - det var en relancering, der udløste en masse forhåndsroser. Men alt skulle først gå op i en højere enhed. SG manglede stor konsekvens i kampene. Selv om det blev til en spændende derbysejr mod THW Kiel i september - Emil Jakobsen scorede i sidste sekund - måtte holdet vente til langt ind i oktober på sin første udesejr. I sidste ende sluttede SG på tredjepladsen i Bundesligaen og på tredjepladsen i DHB Pokalen. EHF European League var en kilde til glæde.
